Damestenen, Danmarks største vandresten
Danmarks største vandreblok, transporteret hertil med en gletsjer under sidste istid.
Der er noget særligt ved sten, der med deres uforgængelighed lader os røre ved fortiden. Tænk engang, hvis sten kunne tale. I så fald er der en sten i geoparken, som ville være særlig interessant at høre historier fra.
Damestenen er Danmarks største sten på land, og ligger ved Hesselager, som den har gjort i omegnen af 18.000 år! Engang var stenen en del af grundfjeldet i det, vi i dag kalder Sverige, men under sidste istid vrister indlandsisen stykket fri, og en gletsjer transporterer kæmpestenen fra Sverige hertil. Under transporten bliver den skuret og afrundet. Ved Hesselager rammer kæmpestenen underlaget og fryser fast. Store mængder af is fortsætter henover, og andre indefrosne sten, sand og grus sliber den sydøstvendte side glat og har sat de skurestriber, der viser os, at isen bevægede sig fra sydøst mod nordvest.
Stenen er ca. 45 meter i omkreds og vejer i omegnen af 1.000 tons – det er mere end dobbelt så tungt som Danmarks andenstørste sten, Mørupstenen i Jylland. Den består hovedsagelig af lys, rødliggrå granit med enkelte smalle årer af den mørkegrå, vulkanske bjergart basalt (diabas). Stenens markante størrelse har gennem tiden skaffet den stor bevågenhed. Damestenen bliver undersøgt af Johan Georg Forchhammer (1794-1865) – den danske geologis fader. I hans protokoller fra 1840 står stenens størrelse beskrevet, og kort tid efter bliver Damestenens nordøstlige side frigravet på befaling af Kong Christian den ottende. Angiveligt for at undersøge om kolossen var faststående grundfjeld, eller om der var tale om en løs, men ualmindeligt stor blok.
Der er offentlig adgang til den imponerende sten og en tilhørende parkeringsplads i nærheden. Der er bord-bænkesæt og området er en ganske udmærket til et lille hvil eller frokost i det fri.