Glavendrupstenen
Glavendrupstenen med Danmarks længste runeinskription er lyslevende vikingetid midt i den smukke og stemningsfulde Glavendruplund!
Oplev Nordfyns vikingetid! Glavendrupstenen er en runesten, der indeholder Danmarks længste runeindskrift. Runestenen er rejst ca. år 900 af Ragnhild over hendes mand Alle, der sandsynligvis har været præst og høvding på egnen.
På Glavendrupstenen står der (på mere nutidigt dansk):
“Ragnhildr satte denne sten efter Alle saulua gode, uial(i)þs hæderværdige thegn. Alles sønner gjorde disse kumbler efter deres fader og hans kone efter sin mand, men Sote ristede disse runer efter sin drot. Thor vie disse runer.
Til en ræte vorde den, som ailti denne sten eller drager den efter en anden (fjerner den og sætter den som minde over en anden).”
Glavendruplunden
Glavendrupstenen indgår i en skibssætning, oprindelig 60 m lang og 12 m bred, der består af 2 rækker høje randsten i en lund etableret ved fundet af skibssætningen. Det var almindeligt for vikingerne, at de begravede deres høvdinge i en skibssætning som en efterligning af det skib, der førte dem til dødsriget.
Skibssætningen er anlagt ved to bronzealderhøje, så Glavendruplunden har været et helligt sted i mange tusind år.
Glavendruplunden blev renoveret i 2014, og nu kommer den imponerende sten virkelig til sin ret – du kan let se og beundre de smukke tegn i stenen.
Der er en bålhytte og et trætog ved siden af lunden.