Langdyssen Kong Humbles Grav
Den mest kendte af Langelands storstensgrave. 55 meter lang og 8 meter bred med 77 randsten.
Langelands mest kendte og efter manges mening smukkeste fortidsminde er langdyssen med det mytiske navn Kong Humbles Grav.
Omkring 50 meter lang og 8 meter bred ligger den i et åbent, dyrket landskab – på bakken lige overfor ligger Humble Kirke.
400 meter og 5.000 år adskiller de to religiøse bygningsværker.
En næsten komplet randstensrække bidrager til oldtidsmindets monumentale udseende. Langdyssen har – noget usædvanlig for et så stort anlæg – kun et kammer. Men kammerets store hvælvede dæksten giver også kammeret et monumentalt udtryk.
Registrering i 1875
Der fortælles fra registreringen i 1875 at man ved at grave lidt »op i bunden af kammeret … fandt endnu nogle levninger af menneskeben«.
Dyssen blev imidlertid allerede i begyndelsen af 1700-tallet undersøgt på foranledning af herredsfoged Niels Hansen til Skovsbo.
Det opsigtsvækkende fund, »en benrad af en kæmpe«, viste sig mere prosaisk at stamme fra en ko.
Tæt på total ødelæggelse
At langdyssen i dag er så fint bevaret, har vi blandt andre Langelands Museums stifter, Jens Winther, at takke for.
Stenhuggere havde boret sprængningshuller i randstenene, men ødelæggelsen blev stoppet af købmanden og museumsstifteren fra Rudkøbing.
Langdyssen blev tinglyst i 1910 gennem aftale med gårdejer P. Chr. Jørgensen.
(Tekst & billeder fra: “Fortidsminder på Langeland”, af Morten Gaustad)
Info:
Kong Humbles Grav
Humblevej
5932 Humble
Til stedets hjemmeside
Entré Gratis
Hjem » Langdyssen Kong Humbles Grav