Søg efter:

Louises Ø

 I Ødammen i Frederiksborg Slotshave ligger den lidt mystiske og dragende ø, Louises Ø. Den er navngivet efter Louise Rasmussen, bedre kendt som Grevinde Danner, Frederik 7. hustru, og den var parrets hemmelige get-away.

En lille bid af Norge

Da Frederik 7. anlagde den romantiske del af slotshaven, etablerede han søerne Badstuedammen og Ødammen, den sidste med en kunstig ø. På Louises Ø opførte han en bjælkehytte, en miniature af et norsk herresæde. Beplantningen på øen består af fyrre- og birketræer, der skal illudere den norske natur. Huset blev norsk for at genskabe et lille stykke af det tabte land, som Danmark måtte afstå i 1814.

Havearkitektur med fokuspunkter

Den romantiske del af slotshaven er inspireret af engelsk havekunst med slyngede stier og tilbagevenden til naturen. En del af den stil er at have kulisser eller fokuspunkter i haven, derfor fik Frederik 7. lavet den norske bjælkehytte.

Frederik og Louises get-away

Der er ikke adgang for publikum til Louises Ø – og det er helt i stedets ånd. Øen har været et sted, hvor kongeparret har kunnet trække sig tilbage for at få lidt fred. Men man kan nyde den på afstand, som et spændende og kuriøst indslag i den smukke Frederiksborg Slotshave.

Kulisse i julekalender

Louises Ø spiller en rolle i DR’s julekalender fra 2016, ”Den anden verden”. Det er nemlig den mystiske ø, som hovedpersonen Sara sejler over til.

Info:

Ødamsvej

 3400 Hillerød

Til stedets hjemmeside

Entré Gratis