Sluserne i Højer
Længst mod vest ligger det flade marsklandskab og Vadehavet.
Her er store vidder og en horisont så uendelig, at man kan føle sig ganske lille på kanten af havet. Vadehavet er det ene øjeblik tørlagt bund, så langt øjet rækker, og få timer senere fuldstændigt oversvømmet af havet.
Vidåslusen og Det Fremskudte Dige beskytter hele Tøndermarskens 12.000 hektar jord og 15.000 indbyggere mod oversvømmelser fra Vadehavet.
Højer gamle sluse
Den gamle sluse i Højer ligger vest for Tønder blev bygget samtidig med Højer-Siltoft-diget 1861. Tidligere kunne skibene uhindret sejle ind i Højer Kanal. Med en åben sluse i diget kunne skibe med mast sejle ind til i Højer Havn, som blev anlagt inden for diget.
Vidå sluse
Højer ny sluse (Vidåslusen) stod færdig 1981. Den består af tre betonkamre med hver to sluseporte af træ. Der er parkeringsplads og en restaurant tæt på slusen
Bådfolk ved Vidåen
Et tidsbillede fra omkring år 1900. Fra forrige århundredskifte og frem til 1920, var der mere end 100 fiskere beskæftiget ved Rudbøl sø og langs Vidåen. I dag er der kun 15 tilbage. Et af de synlige minder fra den første tid, er det gamle fiskerhus, bygget ca. 1870. Med dette hus som centrum, lykkedes det i starten af 1990´erne at genskabe dette gamle miljø, for på denne måde at kunne vise besøgende, hvordan en lille gruppe borgere levede, arbejdede og virkede for over 100 år siden. Benyt p-pladsen ved Højer Sluse. Herfra kan man gå på gangstien over diget til udstillingen.