Voderup Klint
Tag en tur til Voderup Klint, hvis du er til geologi, gode udsigtspunkter, solnedgange og hyggelige naturoplevelser.
Voderup Klint ligger midt på Ærøs vestlige side og cirka 10 minutters gang fra gratisbussens stop ved landevejen.
Her venter dig et kæmpemæssigt naturområde med havudsigt så langt øjet rækker. Området er præget af den sidste istid, som skete for mere end 11.000 år siden. I den forbindelse gled store landskabsblokke ned langs klinten, så de nu ligner store trappetrin. Lokale kilder fortæller, at et af de store skred skete så sent som i 1834. I dag er der dog ikke nogen fare for skred.
Vær obs på, at terrænet ved Voderup Klint er meget kuperet og ufremkommeligt, hvis du sidder i kørestol eller er meget dårligt gående. Uanset er udsigten fra klintens parkeringsplads og øverste niveau dog også værd at køre for.