Søg efter:

Hummerhytten

I begyndelsen af 1900-tallet og op til ca. 1950 var der på stedet 8-10 hytter, som fiskerne brugte som base for især fiskeri af sorthummer med tejner.

Hytterne var bygget af materialer, der var drevet i land, og de indeholdt som regel en eller to køjer, bord, stol og en kedel til at koge kaffe i. Fiskerne tilbragte en stor del af forår og sommer, med at fiske fra deres joller, der lå på stranden. Om dagen røgtede de garn og tejner, og en gang om ugen gik de til Vesterø for at sælge deres fangst. Aftenerne tilbragte de i hytterne, hvor de ordnede deres krogbakker eller hummertejner, mens de drak kaffe og snakkede om livet og verdenen.