Jens Kannes Høj
Kanneshøj, der med sin beliggenhed på toppen af Kanneshøjvej giver en flot udsigt over Fjellerup Strand og havet, blev som samlingssted for fjellerupborgere og besøgende grundlagt i 1945 umiddelbart efter 2. verdenskrig.
I de senere år har man afholdt Sct. Hansfest på pladsen ved Østergård, og der bliver stort set ikke holdt offentlige møder og arrangementer på Kanneshøj længere. Pladsen er dog i de senere år blevet renoveret på forskellig vis og fremstår i dag som en idyllisk plet midt i sommerlandet samtidig med, at den er et minde om de svære år, som fjellerupborgerne under 2. verdenskrig gennemlevede.
På pladsen er der opstillet borde og bænke, og med sin flotte natur og udsigt over sommerlandet er Kanneshøj et godt bud på en hyggeaften med grill, samvær og udsigt til en flot solnedgang over Kattegat. – Ud for Kanneshøjvej 39 er der et skilt, der viser vejen til pladsen, hvor alle er velkomne.