I Roskilde findes tre kilder, som har været betragtet som hellige kilder med særligt helbredende egenskaber.

Der er tale om Hellig Kors Kilde, Sankt Ibs Kilde og Sankt Hans Kilde.  For så vidt angår de to førstnævnte bygger det på godt begrundede antagelser, men om Sankt Hans Kilde hersker der slet ingen tvivl, idet der er fundet masser af beviser i form af potteskår. Det var betydningsfuldt for dem, der drak af kildens vand for at blive helbredt for sygdom, at de efterfølgende slog drikkekarret itu og smed skårene i kilden.

Kilden er opkaldt efter Johannes Døberen – Hans er sammen med Jens og Jon den danske form for Johannes, og det var de mest benyttede drengenavne i middelalderen.

Kilden har ligget tæt på Sankt Hans Kirke, som også lå nord for Domkirken, lidt nordligere end Sankt Hans Kilde, og kirkens beliggenhed har næppe været en tilfældighed, idet det var almindeligt, at der i forbindelse med besøg ved kilden også blev aflagt besøg i kirken, som på den måde fik fyldt op i kirkebøssen.

I en periode i 1800’tallet ser det ud til, at kilden også er blevet kaldt “Provste Kilden” – et navn, som er gengivet både på Troniers kort fra 1845 og Geodatstyrelsens kort fra 1879/80  – men dette navn ses ikke at ha’ været benyttet af de lokalhistorikere, der har beskæftiget sig med kilden.

Henrik Behrmann omtaler kilden i 1832 som en brønd indhegnet med egeplanker, og at der ikke var så meget vand.

I 1834 var det formentlig maler Ehlers der stod bag udformingen af et nyt kildeudløb – en stensat væg med en niche, i hvis bagvæg der blev indsat en sten med kildens navn.

Vandet løb ud af en lille tud og ned i et lille bassin i nichens bund.

Oven på den stensatte væg blev der sat et jerngitter, og på hver side af nichen blev der opstillet en træbænk.

Forinden var kildebrønden grundigt renset op, men det småt med vandet, og vandværket måtte da også på et tidspunkt  træde til med vand – præcist hvornår vides ikke, men med sikkerhed i 1940’erne.

I 1969 var maler Ehlers kildeudløb i en sørgelig forfatning –  gitteret var væk, og bænkene tjenlige til udsmidning.

Der blev foranstaltet en istandsættelse, herunder opsætning af et nyt gitter og nye bænke  – i begge tilfælde tro kopier af det oprindelige.

Desværre gentog historien sig, og stensætningen var i fare for sammenskridning omkring 1990 grundet store vandmængder i jorden i de nærmeste omgivelser – bænkenes stolper var allerede gået til og erstattet af tilsvarende i sten, men der er jo et gammelt ord der siger at “intet er så skidt, at det ikke også er godt for noget” – for nu genfandt man den oprindelige kildebrønd, hvorfra vandet var flydt ud til omgivelserne. Efter et forbilledligt samarbejde mellem flere af kommunens afdelinger fandt vandet fra den oprindelige kildebrønd nu igen tilbage til sin kontrollerede vej til udløbet ved grotten, som samtidig blev istandsat.

Det forekommer, at grotten og dens omgivelser igen er begyndt at se lidt slidt ud  – men vandet er det “go’e gamle”. Om det har helbredende kraft vides dog ikke, men det kan jo komme an på en prøve.